Læsø kommune logo
Hjem  A til Å oversigt  Sitemap  Print  E-Mail  Gør Laesoe.dk til din startside adgang for alle ( ekstern side )
Mindre tekst Større tekst

Sundhedspolitik

Logo: Læsø Kommune


Sundhedspolitik for Læsø Kommune


”NATURLIG SUND FORNUFT PÅ LÆSØ”


Indholdsfortegnelse:




FORORD

Vi sætter med denne politik fokus på sundheden i Læsø Kommune. Sundhedspolitikken er en meget vigtig del af sundhedsindsatsen, som Læsø Kommune er i gang med og skal i gang med i de kommende år. Sundhedspolitikken tager ikke ansvaret fra den enkelte på sundhedsområdet. Det er kommunens intention, at sundhedspolitikken støtter op om og giver rammer og gode muligheder, så alle kan blive sunde borgere.

Det vigtigste element i sundhedspolitikken er skabe ”handlefærdigheder”. Det vil sige, at vi alle udvikler evnen og lysten til selv at tage vare på egen og andres sundhed. Vi skal ikke pakkes ind i vat, men vi skal selv kunne træffe valg og forme vores eget liv også hvad angår sundhed. Med da sundhed i stort omfang er præget af holdninger og vaner, skal sundhedspolitikken medvirke til at sikre, at vi kan træffe vore valg på baggrund af den viden, der er tilgængelig på området.

Sundhedspolitikken er en ramme for den konkrete indsats, hvor borgerne møder kommunen. Det er derfor i høj grad op til kommunens medarbejdere og institutioner, hvordan sundhedspolitikken praktiseres og udmøntes. Institutionerne kan i handleplaner og virksomhedsplaner beskrive hvordan sundhedspolitikken udmøntes.

Tanken med sundhedspolitikken har været at få etableret en fælles platform for nuværende sundhedsfremme og forebyggelsesaktiviteter og desuden fungere som løftestang og inspiration for nye initiativer på området. Sundhedspolitikken skal ses i sammenhæng med Læsø Kommunes øvrige politikker.

Læsø Kommune håber, at politikken vil inspirere os alle til at gøre endnu mere for at fremme sundheden i dagligdagen både derhjemme og overalt på Læsø. Det er kommunens ønske at overskriften ”NATURLIG SUND FORNUFT PÅ LÆSØ” bliver pejlemærket for sundhedspolitikken.

Social- og kulturudvalget
Erik Malmose – formand / Lone Broe Christiansen / Bente Faurholt

Til indholdsfortegnelse



VISION

Det er Social- og Kulturudvalgets overordnede vision for budgetperioden 2007 – 10, at der i alle forhold på udvalgets område sættes fokus på kultur, sundhed, omsorg, nærhed og medbestemmelse. På baggrund heraf formuleres følgende vision for Læsø Kommunes Sundhedspolitik:

Naturlig sund fornuft bør være udgangspunktet for sundhedsmæssige tiltag på Læsø.

Sundhed er en del af livet på Læsø. Det er et fælles ansvar, hvor alle forpligter sig – både den enkelte, familien, dagpleje, børnehave, skole, arbejdspladser, netværk og foreninger samt stat, region og kommune – til at fremme og udvikle sundheden hos det enkelte menneske og i fællesskabet.

Sundhed handler på Læsø om at kunne håndtere livets mange udfordringer, have høj trivsel, livskvalitet og et godt helbred og sunde vaner, så sygdom kan undgås.


Sundhedsværdier
Sundhed er mere end fravær af sygdom og svækkelse
  • Sundhed grundlægges i børneårene og kan udvikles hele livet
  • Sundhed understøttes, når man interesserer sig for hinanden og er omsorgsfuld over for andre og sig selv
  • Sundhed blomstrer, hvis man er medbestemmende i forhold til egne livsvilkår
  • Mulighederne for sundhed øges, når man oplever en meningsfuld tilværelse og kan forstå og håndtere de udfordringer, man møder
  • Den sunde kommune har ansvar for at skabe rammer/betingelser, som giver alle mulighed for at leve et sundt liv

Overordnede målsætninger
  • Sundhedspolitikken bygger på gensidig forpligtelse og respekt og gennemføres i et positivt samspil med borgerne
  • Socialt betinget ulighed i sundhed skal mindskes
  • Der skal gives tilbud målrettet borgere med særlige behov
  • Sundhed skal være en naturlig del af Læsø Kommunes politik. Sundhedsmæssige konsekvenser skal vurderes, før forslag vedtages i kommunalbestyrelsen
  • Forebyggelse og sundhedsfremme skal kendetegne Læsø Kommune
  • Børn og unge prioriteres højt i den samlede sundhedsindsats

Strategier
Læsø Kommune
  • skaber rammer, så borgerne let kan tage ansvar for eget liv og egen sundhed.
  • laver borgerrettet forebyggelse og tænker sundhedsfremme ind i alle handlinger
  • vurderer løbende om sundhedsindsatsen er målrettet og veldokumenteret
  • understøtter og inspirerer til frivillighed, netværk og samarbejder - også på tværs af forvaltningsgrænser

Til indholdsfortegnelse



LIVSSTIL OG FOLKESYGDOM

Fysisk aktivitet

Det er dokumenteret, at fysisk aktivitet har en afgørende betydning for sundhed.

Fysisk aktivitet kan give et bedre liv fysisk, psykisk og socialt. Motion giver overskud, større koncentrationsevne, bedre indlæring og velvære. Det er desuden dokumenteret, at de motionsvaner, der grundlægges i barndommen, er afgørende for motionsvaner og sundhed senere i voksenlivet.

Regelmæssig motion forebygger også en lang række sygdomme og kan anvendes som behandling af eksempelvis forhøjet blodtryk, forhøjet Kolesterol, Diabetes2, overvægt og depression.

Målsætning
Hver enkelt borger på Læsø har mulighed for at vælge det sunde liv ved at:
  • have den nødvendige viden om motions betydning for et godt helbred hele livet
  • de nødvendige rammer, der inspirerer til motion, er til rådighed – udover Læsøs natur både motionstilbud og faciliteter
  • idræt har høj prioritet – på skolen, i dagtilbud, i SFO’en og ungdomsskolen samt i foreningslivet

Hvad vil Læsø Kommune gøre
Tilbyde Læsøs borgere adgang til motion ved at
  • udbygge og vedligeholde kommunens idrætsfaciliteter, legepladser, m.v.
  • medtænke motion som en måde at anvende Læsøs natur på og implementere naturvejledning heri
  • medvirke som igangsætter og inspirator til iværksættelse af motionstilbud
  • vedligeholde cykel- og gangstier
  • samarbejde med alle aktører på området
  • sikre formidling af viden om motions betydning, - eksempelvis betydning for forebyggelse og behandling af livsstilssygdomme
  • sikre at praktisk og teoretisk viden om motion har en central placering i børns kropsuddannelse i skole og institutioner

Hvad kan den enkelte borger gøre – hvordan kan den enkelte borger bidrage
  • Vælge at gøre motion til en del af hverdagen i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger
  • Bakke op om lokale motionsinitiativer
  • Medvirke aktivt i udviklingen af motionstilbud i lokalområdet
  • Bruge Læsøs natur i hverdagen

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



Mad og måltider

Sund mad og gode rammer for måltider har betydning for os alle. Og gode kostvaner styrker sundheden og kan forbygge sygdom.

Vores madvaner er en meget stor del af vores kultur – og interessen for sunde måltider er steget støt gennem de senere år især på børne- og ældreområdet. Det giver mulighed for, at vi fortsat kan nedbringe indholdet af sukker og fedt i vores mad og drikke og fokusere på at spise mere frugt og grønt. Desuden giver interessen for maden også mulighed for at se på rammerne for måltidet – f.eks. det sociale fællesskab.

Målsætning
Sunde madvarer skal være en naturlig del af hverdagen for Læsøs borgere. Læsø Kommune understøtter og fremmer derfor borgernes mulighed for at vælge sunde kostvaner.

Hvad vil Læsø Kommune gøre
  • informere og vejlede om sundekostvaner – både generelt og for særlige risikogrupper (overvægtige, diabetespatienter m.fl.)
  • hvor Læsø Kommune står for at organisere, producere og servere mad – i dagplejen, børnehaven, på skolen og i ældreplejen sikres ernæringsrigtig (og gerne økologisk) mad og gode rammer for måltiderne. Foreningerne opfordres til at følge samme linje som Læsø Kommune
  • drage kostvaner ind som forebyggende og sundhedsfremmende element i kommunens tilbud

Hvad kan den enkelte borger gøre
  • prioritere sund mad og gode måltidsvaner i det daglige
  • træffe sunde valg om kost i familien, på arbejdspladsen og i fritiden
  • være et godt eksempel i forhold til børn og unges madvaner

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



Svær overvægt

Svær overvægt er et stærkt voksende problem i Danmark – også blandt børn og unge. Sundhedsstyrelsen anslår, at op mod 13 % af alle danskere er svært overvægtige. Svær overvægt er en alvorlig trussel mod folkesundheden. Den kan føre til alvorlige følgesygdomme med store personlige omkostninger til følge.

Målsætning
Læsø Kommune ønsker at medvirke til at skabe en kultur, der fremmer normal vægtudvikling og via sundhedsplejerske og samarbejde med lægepraksis sikre, at de, der udvikler overvægt, bliver hjulpet til at vende denne udvikling til en bedret livskvalitet.

Hvad vil Læsø Kommune gøre
Sikre, at der i skoler, institutioner, idrætsforeninger mv. er
  • adgang til sund mad og frisk drikkevand
  • miljøer og personressourcer, der tilskynder til bevægelse
  • idræt, leg og bevægelse, som en fast del af hverdagen
  • begrænse adgangen til usunde drikke- og fødevarer
  • informere om vigtigheden af sund kost og en fysisk aktiv livsstil
  • understøtte frivillige initiativer, der fokuserer på overvægt, f.eks. deltagelse i motionsaktiviteter - økonomisk og moralsk
  • sikre tilbud som er målrettet overvægtige

Hvad kan den enkelte borger gøre
  • prioritere sund kost og bevægelse som et naturligt led i hverdag og arbejdsliv
  • medvirke til at påvirke holdningen til kost og motion, der hvor man færdes
  • og som voksen, være et forbillede for børn og unge

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



Alkohol

At drikke alkohol er en del af vores kultur. Bliver alkoholforbruget imidlertid for stort, får det negative helbredsmæssige og sociale konsekvenser. Alkoholforbruget har gennem mange år været stigende, og derfor har der i en årrække været fokus på danskernes alkoholvaner.

Det er dokumenteret, at
  • 500.000 danskere drikker mere end Sundhedsstyrelsen anbefaler
  • danske unge drikker mere og hyppigere end unge i andre europæiske lande
  • flere end 60.000 børn og unge vokser op i familier med alkoholmisbrug
  • mellem 200.000 – 400.000 danskere er direkte afhængige af alkohol
  • alkoholproblemet ikke begrænser sig til enkelte sociale grupper
  • jo tidligere hjælp, des bedre resultat

Målsætning
Målet er, at borgerne på Læsø har fornuftige alkoholvaner. Derfor skal der arbejdes for, at
  • borgerne har den nødvendige viden om alkohols betydning for sundheden
  • børn ikke drikker alkohol, og at unges alkoholdebut udskydes
  • der er et særligt fokus på børn, der lever i misbrugsfamilier
  • borgere med et stort alkoholforbrug findes på et tidligt tidspunkt og tilbydes hjælp
  • sikre en koordineret indsats

Hvad vil Læsø Kommune gøre
  • uddanne personale til at yde en aktiv og målrettet indsats, med et særligt fokus på børn og børnefamilier (Sundhedspleje, kommunelæge, institutionspersonale, socialforvaltning og lokale nøglepersoner)
  • sikre formidling af viden om alkohols betydning for sundheden, herunder informere om behandlingstilbud
  • understøtte, at børn og unge tilegner sig viden og udvikler styrke til at forholde sig fornuftigt til alkohol
  • arbejde opsøgende, herunder samarbejde med frivillige, foreninger og i lokalområderne
  • støtte og inspirere til alkoholfrie arrangementer, hvor børn, unge og familier deltager
  • hjælpe børn og unge og pårørende i øvrigt, i familier med misbrugsproblemer
  • sikre promille fri trafik ved hjælp af indsats fra politiet
  • sikre nem og hurtig adgang til behandling

Hvad kan den enkelte borger gøre
  • følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger for indtagelse af alkohol, også under graviditet og ved amning
  • sikre børn og unge en sen alkoholdebut
  • handle aktivt, når venner og kolleger m.fl. viser tegn på alkoholproblemer

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



Illegale rusmidler

Illegale rusmidler i form af narkotiske stoffer, anvendes både af børn, unge og voksne. I de senere år er der dokumenteret et stigende forbrug af rusmidler blandt unge. Særligt knytter der sig en bekymring til et stigende forbrug af hash blandt de helt unge.

Blandt nogle grupper af unge er det blevet mere udbredt at eksperimentere med de såkaldte party- eller weekendstoffer. Undersøgelser dokumenterer en sammenhæng mellem et stort alkoholforbrug blandt unge, en stigning i hashrygning blandt stadigt yngre og en højere risikovillighed i forhold til at eksperimentere med stoffer i de unges festmiljøer.

Målsætning
Sikre narkofrie miljøer ved at
  • nedsætte tilgængeligheden af illegale stoffer
  • begrænse unges brug af stoffer
  • de, der har behov, hjælpes ud af misbruget

Hvad vil Læsø Kommune gøre
  • Sikre at de ansatte er uddannet til at yde en kvalificeret indsats
  • Sikre en forebyggende indsats på tværs af de miljøer, hvor børn og unge færdes
  • Have særlig fokus på de unge, der begynder et forbrug af stoffer meget tidligt
  • Sikre en nem og hurtig adgang til behandling
  • Sikre udvikling og formidling af viden om rusmidlers betydning for sundheden
  • Sikre et synligt og aktivt SSP (Skole, Socialforvaltning og Politi) både i samarbejde og borgerrettet

Hvad kan den enkelte borger gøre
  • Undgå miljøer med narkotiske stoffer
  • Tilegne sig viden om rusmidler
  • Handle på en mistanke om et begyndende misbrug hos andre

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



Tobak

Tobaksrygning har meget negativ indvirkning på sundheden. Rygning – også den passive rygning – belaster danskernes helbred og er blandt de faktorer, der har størst negativ indflydelse på sundhedstilstanden. Det er aldrig for sent at stoppe med at ryge, da der ofte vil være en forbedret sundhed til følge – også selv om man har røget i mange år.

Gennem de senere år er andelen af rygere i Danmark nedsat fra 43 % til 30 %, og halvdelen af rygerne ønsker at kvitte tobaksforbruget.

Målsætning
Andelen af borgere med rygerrelaterede sygdomme skal minimeres. Derfor understøtter Læsø Kommune, at
  • antallet af rygere reduceres væsentligt
  • børn ikke ryger, og at færre unge begynder at ryge
  • mulighed for fravalg af passiv rygning

Hvad vil Læsø Kommune gøre
  • Sikre information om tobakkens skadelige virkninger og metoder til rygestop
  • Sikre konkrete og tilgængelige tilbud til alle, der vil holde op med at ryge
  • Støtte op om et evt. rygeforbud på alle kommunale institutioner og arbejdspladser fra 1. april 2007
  • Indføre og revidere rygepolitik på arbejdspladser og i det offentlige rum
  • Sikre at ansatte yder en aktiv forebyggende indsats

Hvad kan den enkelte borger gøre
  • Undlade at begynde med at ryge
  • Som ryger – prøve at holde op
  • Som gravid – undlade passiv og aktiv rygning
  • Vise hensyn, hvor andre opholder sig
  • Bidrage aktivt til, at børn og unge kan færdes i røgfrie miljøer

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



Seksuelle infektioner og uønsket graviditet

Seksuel sundhed er væsentlig for den enkeltes livskvalitet samtidig med, at den vil bidrage til at reducere de samfundsmæssige udgifter til behandling af sexsygdomme, hiv/aids og gennemførelse af aborter.

Målsætning
Læsø Kommunes borgere kan få relevant og opdateret viden om seksuelle spørgsmål, sexsygdomme, hiv/aids, graviditet, abort og prævention.
Alle skal have mulighed for at kende konsekvenserne af de valg, de træffer, og have mulighed for at erhverve viden til at træffe valg om seksualitet, graviditet, fødsel og abort.

Hvad vil Læsø Kommune gøre
  • Understøtte kvalificeret seksualundervisning i folkeskolen gennem lærere, sundhedsprofessionelle og supplerende seksualundervisning.
  • Sikre rådgivning til unge på ungdomsuddannelse og udenfor uddannelsessystemet.
  • Motivere unge til Klamydiatestning og partneropsporing
  • Sikre at der er tilbud, hvor borgere kan henvende sig og få oplysning, rådgivning og blive undersøgt.

Hvad kan den enkelte borger gøre
  • Beskytte sig selv og andre mod at erhverve sygdomme, der overføres ved seksuelt samvær
  • Tage medansvar for eget og partners til eller fravalg af graviditet i anvendelse af prævention
  • Opdrage vore unge til ansvarsfuld og glad seksuel adfærd i en imødekommende og åben tone
  • Lade prævention indgå i de unges husholdning

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



FAMILIE

Hvad enten man er barn, ung, voksen eller ældre er det af stor værdi og en væsentlig faktor for den enkeltes sundhedstilstand at have kontakt og samvær med familien. Familien fremstår oftest som kernegruppen og spiller derfor en vigtig rolle i den enkeltes basale behov for tryghed og nærhed.

Samspillet i familien påvirkes af de enkelte medlemmers trivsel og velvære, men i høj grad også af de muligheder familien har for at være sammen.

Gode rammer for børne- og ungdomslivet har stor betydning for livsmønster, trivsel og helbred resten af livet. Børne- og ungdomslivet må derfor basere sig på gode opvækstvilkår med voksne, der giver børnene tid, omsorg og udviklingsmuligheder – og som ikke mindst er forbilleder, når det gælder sunde levevaner.

Målsætning
Alle borgere i Læsø Kommune skal sikres de bedst mulige vilkår for et sundt liv og for at fungere sammen i hverdagen. Der skal sikres rammer for udvikling af familieorienterede tilbud, der giver fælles oplevelser på tværs af generationer.

Hvad vil Læsø Kommune gøre
  • Sikre gode rammer for videreudvikling af aktiviteter mv.
  • Vejlede og rådgive med henblik på at understøtte familiers trivsel, ressourcer og handlekraft
  • Sikre tilbud til familier med særlige behov

Hvad kan den enkelte borger gøre
  • Værne om gode familierelationer og familiens medlemmer
  • Tage ansvar for, at familien sammen lever et liv, der fremmer sundhed
  • Bruge familievenlige tilbud og aktivt bidrage til fællesskab i familien
  • Bruge fritid og ferie sammen med børn og familie

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



FÆLLESSKAB

At kunne være sammen med andre mennesker har stor betydning for den enkeltes sundhed. Adskillige undersøgelser har påvist, at sygdomsrisikoen øges betydeligt, hvis man - ung som gammel - ikke føler sig som en del af et fællesskab.

Målsætning
Alle borgere skal have mulighed for at indgå i fællesskaber. Der skal være transportmuligheder til disse fællesskaber og tilbud.

Hvad vil Læsø Kommune gøre
  • Sikre alsidige lokale og kommunale tilbud, der giver mulighed for fælles oplevelser
  • Sikre rummelighed i skoler og i institutioner på en sådan måde, at så mange som muligt kan deltage i fællesskabet
  • Sikre målrettet støtte til, at ensomme og isolerede borgere kan indgå i forpligtende fællesskaber
  • Inspirere til, at nærmiljøerne bevarer og udvikler rammer, der styrker samvær og fællesskab for alle beboere uanset alder og sociale forhold
  • Sikre gode betingelser for det frivillige foreningsarbejde i kommunen
  • Sikre borgerne adgang til og deltagelse i kulturelle oplevelser, som væsentligt bidrager til livsglæde og sundhed

Hvad kan den enkelte borger gøre
  • Indgå i fællesskaber via deltagelse i aktiviteter i f.eks. i fritids- og foreningslivet
  • Tilskynde ensomme og isolerede personer i omgangskredsen og i nærmiljøet til at indgå i fællesskaber
  • Udnytte mulighed for medindflydelse og derved opleve at kunne påvirke egne forhold
  • Udnytte mulighederne for at deltage i kulturoplevelser
  • Deltage i brobyggende netværk

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



Mobning, trivsel og rummelighed for børn og unge

De fleste børn og unge har et godt liv og trives til daglig. Alligevel er der en god grund til at gøre en indsats for at forbedre trivslen. Mange børn, der tilsyneladende trives, kan have forskellige psykiske problemer med mobning, stress, forventningspres, der ikke umiddelbart er synlige. Der skal gøres en målrettet indsats overfor svage børn og unge. Gerne gennem en bred indsats, hvor både fællesskabet og bevidstheden om den måde, man omgås på, styrkes.

De voksnes adfærd spiller en stor rolle for trivslen. De voksne har et stort ansvar for at støtte børnene og være synlige som gode rollemodeller.

Målsætning
Mobning skal tages alvorligt og ikke ignoreres eller afvises, men tværtimod bekæmpes.
Dagplejen, børnehaven, skolen, SFO’en og ungdomsskolen arbejder aktivt for at fremme alle børns trivsel i samarbejde med forældrene.
Dagplejen, børnehaven, skolen, SFO’en og ungdomsskolen er ”mobningsfrie zoner”, hvor børn og voksne behandler hinanden med respekt.
Børn og unge med trivselsproblemer tilbydes relevant hjælp.

Hvad vil Læsø Kommune gøre
  • Formulerer politikker for konstateret omsorgssvigt med konkrete handlingsplaner i forhold til forældre, socialforvaltningen, politi m.v.
  • Formulere sorgpolitikker, der indeholder konkrete handlingsplaner ved dødsfald og andre voldsomme oplevelser
  • Udarbejde mobbepolitikker og handleplaner for hver enkelt institution.
  • Budgettere med puljemidler til initiativer, der afskaffer mobning og fremmer rummelighed.
  • Uddannelse af mobbespecialister og lave kurser for personale i forebyggelse af mobning og håndtering af mobbesituationer.
  • Afholdelse af forældremøder, hvor problemerne fremlægges og diskuteres, og hvor betydningen af et tæt og åbent forældresamarbejde i relation til mobning drøftes. Der kan evt. laves forældrenetværk.
  • Skolen skal være opmærksom på og gribe ind overfor den mobning, der foregår i pauserne.
  • Klasser på alle trin arbejder kontinuerligt med forebyggelse af mobning. Eks. lave klasseregler mod mobning.
  • Etablering af venskabsklasser mellem yngre og ældre klasser.
  • Personale på børne- og ungeområdet er opmærksomme på, at bestemte grupper har øget risiko for sundhedsproblemer.

Hvad kan den enkelte borger gøre
  • Bakke op
  • Være opmærksomme
  • Tage ansvar for børneopdragelse
  • Tage aktivt afstand fra mobberi

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



NATUR

Læsøs natur er en vigtig forudsætning for, at de fleste har valgt at bo på Læsø. Derfor er det nødvendigt, at vi værner om naturen, grundvandet og miljøet.

Forskning har vist, at flere ture i naturen direkte kan måles på blodtryk, hvilket på langt sigt betyder bedre motorik og øget modstandsdygtighed overfor sygdomme. Selv en kort tur naturen eller blot udsigten til det mindsker stress og er med til at dæmpe depression.

Derfor er det væsentligt, at alle borgere inspireres til at bruge Læsøs natur aktivt.

Målsætning
Borgerne har glæde af kommunens naturområder. Derfor skal der arbejdes for, at
  • sikre et rigt udbud af aktiviteter og oplevelser i Læsøs natur
  • værne om naturens mangfoldighed
  • værne om grundvandet

Hvad vil Læsø Kommune gøre
  • Bevare og beskytte landskabs- og naturområder og gøre dem tilgængelige for alle
  • Bevare og forbedre stiforbindelserne til de rekreative områder
  • Sikre mulighed for såvel organiserede som uorganiserede friluftsaktiviteter, herunder medvirke som igangsætter af arrangementer i naturen
  • Sikre at skole og institutioner bruger naturen i hverdagen
  • Fremme borgernes indsigt i lokale natur- og miljøforhold
  • Fortsat undgå pesticider i pleje af friarealer og landbrug

Hvad kan den enkelte borger gøre
  • Gå, løbe eller cykle en tur og tage venner og familie med i det grønne
  • Deltage i aktiviteter i det fri eller engagere sig i lokale natur- og miljøforhold
  • Passe på og tage hensyn til Læsøs natur
  • Hjælpe til med at holde naturen ren for skidt og skrald
  • Sortere affald til lossepladsen efter anvisningerne

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



DET FYSISKE MILJØ

Det betyder meget for sundheden, hvilke fysiske rammer vi færdes i måske især for børnene og de unge. Man må selvfølgelig ikke komme til skade eller blive syge af at opholde sig på legepladser eller i bygninger. Her skal være sikkert at færdes. Men gode rammer giver også lyst til bevægelse, udfordrer fantasi og plads til ro og fordybelse.

Målsætning
Institutionerne har sunde og æstetiske rammer
Bygninger og udearealer indbyder til bevægelse og kreativ udfoldelse
Det skal være sikkert at færdes i bygninger og på udearealerne.
Bygninger skal fremstå vedligeholdte og rengjorte
Brugere og medarbejdere skal inddrages i arbejdet med at udmønte målsætningerne

Hvad vil Læsø Kommune gøre
  • Sikre brugere og medarbejdere medindflydelse i forbindelse med byggeri og renoveringer
  • Hjælp til farvesammensætning ved byggeri og renoveringer
  • Brug af sunde materialer
  • Legepladser og udendørsarealer indrettes spændende og indbyder til kreativ fysisk udfoldelse
  • Sørge for ribber og motionsredskaber på gange og hvor der naturligt kan være plads til dem i børneinstitutionerne
  • Rene lokaler prioriteres f.eks. i form af regler om indeskoordninger i børneinstitutionerne
  • Nedsættelse af støjniveauet ved at bruge lyddæmpende materialer og regulere støjende aktiviteter
  • Sygdom reduceres ved god rengøring

Hvad kan den enkelte borger gøre
  • Hjælpe til med at rydde op efter sig selv og sommetider andre, når de glemmer det
  • Prioritere personlig hygiejne højt
  • Bruge mulighederne i bygninger og på udearealerne
  • Sende børnene ud at lege

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



BYER OG TRAFIK

Et indbydende miljø i øens 3 byer med fysiske muligheder for at færdes trafiksikkert er en forudsætning for et levende handels- og forsamlingsmiljø. Vi færdes meget i trafikken – hvad enten det er på vej til arbejde, til skole eller i fritiden. Vi flytter os mange gange fra et sted til et andet. Derfor er vi afhængige af en god trafikplanlægning, som giver plads og ikke mindst sikkerhed til alle - uanset transportform eller begrundelse for at færdes i trafikken.

Målsætning
Der sikres gode fysiske miljøer, der indbyder til ophold og social kontakt. Bygninger til institutioner, skoler mv. opføres i sunde og genanvendelige byggematerialer og med kreative udfoldelsesmuligheder.

Der skal være en god trafikafvikling i Læsø Kommune – både for bilister, cyklister, den kollektive trafik og for de, der færdes til fods. Derfor skal der være en høj grad af sikkerhed, tilgængelighed samt smidighed i afvikling af trafikken.

Hvad vil Læsø Kommune gøre
  • Stille høje krav til arkitektur og til kvalitet i udførelsen og vedligeholdelsen af anlæg og bygninger
  • Sikre friarealer i skole og institutioner med mulighed for kreativ og fysisk aktivitet.
  • Informere om anvendelse og vedligeholdelse af sunde og bæredygtige byggematerialer
  • Sikre god trafikplanlægning og smidig trafikafvikling
  • Sikre gode muligheder for cykel- og gangtrafikken
  • Sikre veje med lav trafikhastighed
  • Arbejde for sikker skoletrafik
  • Medvirke i kampagner for at påvirke den trafikale adfærd
  • Medvirke aktivt for bedre kollektiv trafikbetjening
  • Sikre at trafikplanlægningen tager hensyn til at dårligt gående og handicappede kan færdes
  • Arbejde på at sikre kontinuerlig politiindsats med henblik på overholdelse af færdselsloven

Hvad kan den enkelte borger gøre
  • Værne om miljøet i kommunen
  • Deltage i aktiviteter i lokalområdet
  • Yde en aktiv indsats med vedligeholdelse af boliger og haver, private fælles veje samt fortove
  • Sørge for bortskaffelse af synligt affald (bilskrot m.v.)
  • Miljørigtig sortering af affald
  • Tage hensyn til medtrafikanterne
  • Minimere brug af bilen, når børnene skal i skole
  • Støtte børnene i sikker færdsel og være et godt forbillede for dem i trafikken
  • Gå eller cykle

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



ULYKKER

Ulykker er et væsentligt felt af sundhedsområdet - det belaster den enkelte og samfundet.

Hvert år koster ulykker 2.400 mennesker livet og er dermed stadig den hyppigste dødsårsag op til 40-års alderen. Selvom dødeligheden som følge af ulykker blandt børn er stadig faldende i Danmark, så har vi ikke bragt os så langt ned, som de lande vi normalt sammenligner os med. Børnedødeligheden som følge af ulykke er stadig højere i Danmark. Mange ulykker kan imidlertid forebygges ved en relevant indsats.

Faldulykker blandt ældre er et stigende problem, men der er gode forebyggelsesresultater gennem målrettet indsats.

Målsætning
Nedsætte antallet af ulykker på arbejdspladserne, i institutionerne, i hjemmet, i trafikken og i fritiden ved at forbedre indsatsen inden for ulykkesforebyggelse.

Hvad vil Læsø Kommune gøre
  • Informere og vejlede om forbrugersikkerhed
  • Sikkerhed og ulykkesforebyggelse tænkes ind i alle arbejdsprocesser
  • Sikre miljøer, hvor borgere færdes – skole, institutioner, plejehjem mv.
  • Sikre faldforebyggelse i hjemmene og i fritiden
  • Styrke den generelle forebyggelse af ulykker
  • Sikre sundhedspleje og de forebyggende hjemmebesøg de fornødne ressourcer hertil

Hvad kan den enkelte borger gøre
  • Træffe sikre valg, der forebygger ulykker for familien og andre
  • Undgå risici ved at overholde sikkerhedsanvisninger, færdselsloven mv.
  • Være et godt forbillede for børn og unge

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



ARBEJDSLIV

Et godt arbejdsmiljø har stor betydning for sundheden. Sundhedsfremme på arbejdspladserne er derfor en af stor betydning for den enkelte, for virksomheden og for samfundet.

Ved at fremme og udvikle de positive elementer i arbejdet som f.eks. arbejdsglæde, motivation, engagement, indflydelse, meningsfuldhed samt personlig og faglig udvikling sikres et arbejdsmiljø, hvor medarbejdere og ledere trives fysisk og psykisk. Omvendt kan dårligt arbejdsmiljø medføre sygefravær og i værste fald udstødelse fra arbejdsmarkedet.

Målsætning
Arbejdspladsen Læsø Kommune prioriterer et sundt arbejdsmiljø.

Hvad vil Læsø Kommune gøre
  • Opfordre til at arbejdsmiljødebatten er central på arbejdspladserne
  • Sikre information om metoder til at skabe gode arbejdsmiljøer - såvel fysisk, psykisk som socialt
  • Målrette forebyggelsesaktiviteter til sikring af det fysiske, psykiske og sociale arbejdsmiljø
  • Være en positiv medspiller


Gå foran og være et godt eksempel ved at
  • Sikre igangsættelse af forebyggende initiativer for den enkelte medarbej¬der og for den samlede arbejdsplads, eksempelvis om kost, tobak og fysisk aktivitet
  • Fokusere på forebyggelse af sygefravær med fokus på ”nærvær” frem for ”fravær”
  • Indgå partnerskaber for at imødekomme medarbejdernes behov for relevante motionstilbud (eks. fitness-centre)
  • Have et kriseberedskab
  • Oprette og vedligeholde politikker for rygning, alkohol og kost
  • Indgå samarbejde om sundhed med virksomheder på Læsø

Hvad kan den enkelte medarbejder gøre
  • Deltage aktivt i arbejdspladsens arbejde med at vedligeholde en god trivsel og sundhed for den enkelte og for fællesskabet
  • Medvirke aktivt i udviklingen af relevante sundhedstilbud på arbejdspladsen
  • Tage vare om eget og andres arbejdsmiljø
  • Bakke op om sikkerhedsrepræsentantens arbejde
  • Opdrage børn og unge til at stille krav til og håndtere arbejdsmiljøet

Andre ideer og muligheder

Til indholdsfortegnelse



BILAG

Sundhedsprofil m.m. der udarbejdes af amt/region ultimo 2007

Sundhedsaftale

Til indholdsfortegnelse



Revideret 14. juni 2007

Revideret 16-06-2009, Michael Lindskou

Læsø Kommune    |   Doktorvejen 2   |   DK-9940 Læsø   |   Telefon: 96 21 30 00   |   E-mail: kommunen@laesoe.dk