
Læsø Kommune er med i konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune og skal udfylde og indsende en Finale Grønbog - et indstillingsdokument med bud på dét projekt, der gør kommunen til Danmarks vildeste.
Kommunen har i forbindelse med konkurrencen fået udarbejdet en video om finaleprojektet. Videoen kan ses her.
Læsø Kommune er med i konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune og skal udfylde og indsende en Finale Grønbog - et indstillingsdokument med bud på dét projekt, der gør kommunen til Danmarks vildeste.
Projekterne bedømmes indledningsvist af et dommerpanel ud fra fem kriterier:
- Vedvarende. Projektet har et langt sigte og består efter konkurrencens afslutning.
- Intelligent. Projektet er intelligent, kreativt og veltænkt ift. kommunens udgangspunkt.
- Engagerende. Projektet engagerer borgere og prikker til deres natursyn, så mange i højere grad lader græsslåmaskinen stå lidt og i stedet omfavner en vildere natur selv på egen grund.
- Stort. Projektet har stor indvirkning ift. kommunens handlemuligheder.
- Nytænkende. Projektet indeholder nye måder at arbejde/samarbejde til gavn for biodiversiteten.
Læsø Kommunes projekt til Finale Grønbogen tager udgangspunkt i LIFE Læsø med videreførelse i projektets resultater og fortsatte drift gennem den lodsejerforening, der blev etableret i LIFE-projektet.
LIFE Læsø blev igangsat som et samarbejde mellem Naturstyrelsen og Læsø Kommune og havde en projektperiode fra 2012 til 2018. Projektet havde bl.a. til formål at rydde opvækst på lysåbne naturarealer, etablere en lodsejerforening til videre drift af arealerne med afgræsning, opsætning af nye hegn og reparation af eksisterende hegn, lukning af udvalgte grøfter for at genskabe hydrologiske forhold, opsætte informationsskilte, afholde guidede ture, udsende nyhedsbreve samt oprettelse af lokal brugergruppe.
LIFE-projektets vigtigste resultat er etableringen af lodsejerforeningen, Læsø Natura 2000 Lodsejerforening, som var og er Danmarks største lodsejerforening, der i dag drifter tæt på 2000 ha naturområder på Læsø med naturpleje i form af afgræsning med kvæg, heste og får.
Læsø Kommunes Finaleprojekt til Danmarks Vildeste Kommune beskriver kort LIFE-projektets resultater med fokus på Lodsejerforeningen og den omfattende naturpleje, der således består som et vedvarende element.
En vedvarende naturpleje med græssende dyr er optimalt for udviklingen af biodiversitet på arealerne til gavn for flora og fauna. Samtidig udfører Lodsejerforeningen et stort stykke arbejde, der ellers i høj grad skulle løftes af kommunen, hvor der ikke findes de fornødne ressourcer til noget tilsvarende. Kommunens handlemuligheder i forhold til at fremme biodiversiteten er dermed løftet til et betydeligt højere niveau af Lodsejerforeningens arbejde.
Lodsejerforeningens bestyrelse består af valgte repræsentanter fra lodsejerne samt en repræsentant fra henholdsvis Naturstyrelsen og Læsø Kommune. Dermed opnås et bredt samarbejde omkring forvaltningen af naturarealerne.
Gennem inddragelse af lokale brugergrupper søges endvidere at sikre eksempelvis rekreative interesser ved at sætte låger i hegnene på de ønskede steder, så brugerne ikke føler sig hegnet ude.
Lodsejerforeningen søger kontinuerligt muligheder for at benytte ny teknologi i driften til at gøre naturplejen endnu bedre, mere fremtidssikret og med bredere folkelig opbakning. Et eksempel herpå er konceptet No Fence, hvor de afgræssende dyr bærer et halsbånd med et svagt strømsignal for at holde dem på et givet areal. En tilladelse til at bruge No Fence ville betyde, at alle hegn kan fjernes – ingen ville føle sig hegnet inde eller ude, og hegnene ville ikke skulle vedligeholdes. Samtidig ville de ikke kunne ses i landskabet. No Fence er dog på nuværende tidspunkt ikke muligt at bruge i Danmark.
Læsø Kommune søger selv at forbedre egne ressourcer til at udføre en god naturpleje på de græssede arealer, hvor dyrene af og til ikke kan holde al opvækst i ave som følge af et lavt græsningstryk. Det kan eksempelvis består i at give en bedre information kommunens ”grønne mænd” omkring betydningen af en vildere natur, og hvad det indebærer. Konkret kunne det også være et botanikkursus.
Lodsejerforeningen er nået et punkt med en stabil drift, der giver mulighed for i højere grad også at tænke over muligheder for en endnu højere kvalitet på naturarealerne samt drift i områder uden for Natura 2000 områderne, der ellers har været foreningens primære.
Derudover fokuseres der på formidling af de resultater, der opnås på arealerne gennem naturplejen med afgræsning. Fremover er det hensigten at opsætte og løbende opdatere skilte ved hvert hegn med information om dyrene, plejen og resultaterne i form af biodiversitet.
Samlet set skaber LIFE Læsø og Lodsejerforeningen et vedvarende og omfangsrigt/stort projekt, der engagerer og inddrager kommune, Naturstyrelsen, lodsejere i arbejdet med driften af naturplejen, samt borgere og gæster i kommunen i forhold til formidling og input til praktiske løsninger. Hele konceptet omkring Lodsejerforeningen er nytænkende i forhold til samarbejde og som nævnt i skala som Danmarks største lodsejerforening. Lodsejerforeningen udvikles løbende og søger nye, intelligente metoder til at optimere driften af naturplejen.