Image

I Læsø kommune er der indkommet henvendelser fra borgere, fra Gl. Østerby. Der er set kaniner i området og de har fået unger.

Skulle du få problemer med disse vilde tamkaniner, bedes du kontakte Læsø Kommunes Tekniske Forvaltning (meget gerne med billeddokumentation), så vi kan danne os et overblik om udviklingen af populationen.

I øjeblikket er der opsat to fælder i området, der bliver tilset af Læsø Kommune og ofte vil problemet med kaninerne forsvinde, da tamkaniner der kommer ud i naturen ofte får sygdomme, de ikke kan overleve.

Vælger Læsø Kommune at starte en regulering, vil borgerne i området blive adviseret inden.

Reguleringen vil være i form af en jæger der kommer ud og afliver kaninerne, efter Bekendtgørelsen om Vildtskader.

Kontakt: Teknisk Forvaltning - teknik@laesoe.dk

Vildkaninens liv

Koloni

De vilde kaniner er sociale dyr. Det betyder at de lever flere sammen i kolonier. Sammen graver de systemer af huler og gange under jorden. Her kan de skjule sig og få unger.

Han, hunner og unger

Kanin-kolonien bliver ledet af en han - og tit lever der et par voksne hanner mere i kolonien. Ellers består kolonien mest af hunner og unger. De har en hun som leder.

I gang dag og nat

Vilde kaniner er aktive både om dagen og om natten, hvis der er ro og fred omkring deres koloni.

Stamp og snak

De vilde kaniner kan advare hinanden med stampelyde. De “snakker” også med små lyde, ligesom de lyde du kan høre hos tamme kaniner.

Kanin i løb

Kaniner er ligesom harer ekstremt hurtige dyr, men i modsætning til haren er kaninerne ikke særligt udholdende. De bliver hurtigt trætte - og må puste ud. Derfor holder de vilde kaniner sig ofte tæt på kolonien, så de kan smutte ned i deres gange, hvis der skulle dukke en fjende op. .

Levested

De vilde kaniner lever på grænsen mellem skov og krat og det åbne land. Her graver de deres gange i let og tør jord. Derfor ligger en kanin-koloni højt, gravet ind i bakker og skrænter i landskabet.

Kolonien

Hvis du støder på en kaninkoloni, vil du kunne se mange tegn på, at her bor der kaniner. I jorden er der flere indgangshuller på 10 - 20 cm i diameter. Uden for nogle af indgangshullerne ligger jord, der er gravet ud af gangene. Rundt omkring i landskabet er der stier (veksler), hvor de mange dyr færdes - og spor efter deres gnaveri. Kaniner gnaver ligesom harer skud og kviste helt over med deres skarpe tænder. (Hjortes bid er mere flossede, fordi de ikke har tænder i overmunden).
Du vil også kunne se kaninernes toiletter - eller latriner som man kalder dem. Kaninerne graver små huller i jorden, der er formet som hestesko - og her lægger de deres små kuglerunde lorte, der er på størrelse med saltbomber. Nogle steder har de fælles latriner, hvor der kan ligge rigtig mange saltbomber.

Føde

Vilde kaniner spiser mest græs og urter - og også gerne korn og andre afgrøder fra landmandens mark. De kan også godt lide unge skud og bark fra unge løv- og nåletræer. Hvis en flok af vilde kaniner først går i gang med at gnave, kan de ødelægge en ny tilplantet skov - eller en mark eller køkkenhave.

Fjender

En vild kanin er et lækkert lille bytte - og mange rovdyrs drøm. Rævegrævlinger, og mange af de små mårdyr (skovmårhusmårlækatbrudilder, og mink) er på jagt efter kaniner - og store rovfugle som musvågen kan også tage dem. Det er især unger og unge dyr der bliver fanget og spist.

Vildkaninen får unger

Kaniner kan få mange unger. En hun kan føde 3 - 4 kuld unger i løbet af en sommer. I hvert kuld kan der være omkring 5 unger.

Parring

I en koloni af vilde kaniner lever en dominerende han med nogle få andre hanner og en flok af hunner og unger. Når kaninerne begynder at parre sig i februar og marts, er det den dominerende han, der får lov at parre sig med flest hunner. De andre hanner parrer sig med resten.

Ungerne

Hunnen forer sin hule med tørt græs og bløde hår fra sin bug. De små unger er nøgne og blinde, når de kommer ud. Moderkaninen giver dem en meget næringsrig mælk - og så forlader hun sine unger og dækker indgangen til hulen til, så rovdyr ikke kan finde den. En gang i døgnet kommer hun til ungerne og giver dem mælk. Ellers har de kun hinanden at varme sig ved.

Når ungerne er 18 dage gamle begynder de at kigge ud ad graven - og smage på græs og urter omkring den. De vejer nu 150 - 200 gram - eller det samme som en pose lakrids.

Når ungerne er 30 dage gamle skal de kunne klare sig selv, for nu får deres mor et nyt kuld.