Overvægt er som regel et stort problem for den enkelte, men også et samfundsproblem fordi års overvægt ofte medfører en række fysiske sygdomme, f.eks. diabetes, muskel- og ledsmerter og andre alvorlige, kroniske sygdomme, der kræver behandling og indlæggelse. Det er således i alles interesse at håndtere overvægt for den enkelte og gerne så tidligt i livet som muligt.

Læsø Kommune afholder løbende kursusforløb med fokus på overspisning og overvægt.

Fokus på kurset er ikke på hvad og hvor meget vi spiser eller hvor meget vi taber os, men på hvad, hvordan og hvorfor vi spiser. Formålet er at komme til en dybere forståelse af, hvorfor vi lever og spiser, som vi gør, når vi egentlig har en plan om noget andet. Tanken er at dette på sigt kan føre til vægttab og hvis ikke det sker, så i det mindste føre til et sundere liv med overvægten. 

Gruppen mødes hver anden uge i 1 ½ - 2 timer i ½ - 1 år. Første mødegang kan betragtes som en introduktion, hvorefter beslutning om deltagelse tages. Deltagelse er herefter bindende, forstået sådan at man herefter forventes at deltage aktivt i hele forløbet.