
På Læsø
- føder man ofte sine børn hjemme i dobbeltsengen. Ca. halvdelen af alle fødsler er hjemmefødsler.
- har man normalt en meget tryg barndom, hvor man kender de fleste omkring sig. I 2019 er der ca. 40 børn i Læsø Børnehave og ca. 150 elever på Læsø Skole.
- flytter man ofte hjemmefra som 15-16-årig til efterskole, kostgymnasium eller lejlighed på fastlandet.
- arbejder mange af de voksne meget om sommeren
- må man leve uden visse specialprodukter, dem kan man købe når man er ”ovre” (på fastlandet) eller bruge postordre/internettet.
- samler man gerne nogle møder, indkøb, speciallæge- og familiebesøg, når man skal ”over”.
- sætter man normalt pris på at færdes i naturen til fods, på hesteryg eller traktor, samt at bruge ”naturens gaver” i form af svampe, bær, vildt, fisk, brænde og meget mere.
- har man også ofte adgang til friske fisk, hjemmedyrkede grøntsager og lokalt produceret kød fra lam, fjerkræ, gris og køer mm.
- er man vant til god plads og stilhed. Læsø har landets mindste befolkningstæthed – 1/6 af landsgennemsnittet.
- sætter man pris på frihed og vil helst bestemme selv. Bl. a. har vi fået lov til at forblive selvstændig kommune som landets mindste - blot 1.793 pr. 1. januar 2020
- er man nok bedre end mange andre til at acceptere, at naturen af og til bestemmer – f.eks. om færgen kan sejle. Hvis det stormer fra nordøst bliver vi også helst hjemme.
- får man ofte venner, som laver noget helt andet end én selv – og kan for øvrigt også selv have flere forskelligartede jobs
- må man indstille sig på at ”udenøs” venner sjældent lader sig spise af med en kop stærk Læsøkaffe, men ofte vælger at blive flere dage…