---
title: "Aktindsigt efter offentlighedsloven og forvaltningsloven"
date: "2026-06-25"
created: "2026-06-25"
---

[Hjem](https://www.laesoe.dk/)

                    [Kommunen](https://www.laesoe.dk/kommunen)

                [Aktindsigt efter offentlighedsloven og forvaltningsloven](https://www.laesoe.dk/kommunen/aktindsigt-efter-offentlighedsloven-og-forvaltningsloven)

# Aktindsigt efter offentlighedsloven og forvaltningsloven

## Lovgrundlag

Reglerne om aktindsigt findes i offentlighedsloven og forvaltningsloven

                            [Offentlighedsloven](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2013/606)

                            [Forvaltningsloven](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2014/433)

*Læsø Kommune ønsker en åben og gennemsigtig forvaltning. Alle har som udgangspunkt ret til aktindsigt i kommunens dokumenter og sager efter reglerne i offentlighedsloven. Er du part i en sag, kan du have udvidede rettigheder efter forvaltningsloven.*

## Sådan søger du aktindsigt

Du kan søge aktindsigt ved at sende en e-mail til:

**kommune@laesoe.dk**

Du kan også sende et brev eller kontakte kommunen telefonisk.

Beskriv gerne så præcist som muligt, hvilke dokumenter eller hvilken sag din anmodning vedrører. Du behøver ikke kende et journalnummer, men jo mere præcis din beskrivelse er, desto hurtigere kan vi behandle din anmodning.

Din anmodning registreres ved modtagelsen og sendes herefter til den relevante afdeling for behandling.

## Hvornår får du svar?

Læsø Kommune behandler anmodninger om aktindsigt hurtigst muligt.

Læsø Kommune behandler anmodninger om aktindsigt hurtigst muligt. Sagsbehandlingen sker efter reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven.

## Hvad kan du få aktindsigt i?

Som udgangspunkt kan du få aktindsigt i dokumenter og oplysninger, som indgår i kommunens sagsbehandling.

Kommunen udarbejder ikke nye dokumenter i forbindelse med en aktindsigtsanmodning, men udleverer eksisterende materiale i det omfang, lovgivningen giver adgang til det.

## Hvornår kan der gives afslag?

Offentlighedsloven indeholder en række undtagelser. Der kan blandt andet være begrænsninger i forhold til:

- personalesager
- ansættelses- og forfremmelsessager
- interne arbejdsdokumenter
- oplysninger om private personers forhold
- fortrolige oplysninger om virksomheder.

I nogle tilfælde kan dele af et dokument udleveres, mens fortrolige oplysninger undtages.

## Partsaktindsigt

Er du part i en sag, kan du have ret til en mere omfattende aktindsigt efter forvaltningsloven.

Hvis du ønsker partsaktindsigt eller har spørgsmål om dine rettigheder, er du velkommen til at kontakte den afdeling, der behandler din sag.

## Klage

Hvis du får helt eller delvist afslag på aktindsigt, vil afgørelsen indeholde en begrundelse og oplysning om dine muligheder for at klage.

 ****

## Offentlighedsloven

###

                                    Aktindsigt

Ifølge offentlighedsloven
(OFL) har alle som udgangspunkt ret til at blive gjort bekendt med dokumenter,
der indgår i den offentlige forvaltnings sagsbehandling.

Retten
til aktindsigt gælder for hele den offentlige forvaltning.

Du kan
som udgangspunkt få aktindsigt i alle slags dokumenter, dvs. ikke blot skriftlige
dokumenter (breve, mails, sms-beskeder mv.), men også fotografier, billeder,
kort, rids, film mv.

Derimod gælder retten til aktindsigt ikke formløse
noteringer, som en offentligt ansat nedfælder på fx gule
”post-it”-etiketter under en telefonsamtale.

*Skrevet af Justitsministeriet*

###

                                    Offentlighedsprincippet

Hvis du ønsker at få adgang til dokumenter eller oplysninger fra en offentlig myndighed mv. (fx staten eller kommunen), kan du søge om aktindsigt hos myndigheden.

Offentligheden, fx borgere og pressen, har som hovedregel ret til indsigt i sager i det offentlige.

Du kan få flere oplysninger om retten til aktindsigt hos den myndighed, som du ønsker aktindsigt hos. Du kan også få oplysninger om retten til aktindsigt hos Justitsministeriet.

- [Justitsministeriet](https://www.justitsministeriet.dk/ "Justitsministeriet")

*Skrevet af Justitsministeriet*

###

                                    Undtagelser

Der er
dog visse typer af sager, der ikke er omfattet af retten til aktindsigt. Det
gælder:

- Straffesager (OFL § 19)
- Lovgivningssager (OFL § 20)
- Sager om ansættelse eller forfremmelse (OFL § 21, stk. 1)
- Konkrete personalesager (OFL § 21, stk. 2-5)
- Kalendersager (§ 22)

Der er
også dokumenter, der ikke er omfattet af retten til aktindsigt. Det gælder
bl.a. interne dokumenter (OFL § 23, stk. 1), ministerbetjeningsdokumenter (OFL §
24), oplysninger der er udvekslet med folketingsmedlemmer (OFL § 27, nr. 2), statsrådsprotokoller
(OFL § 27, nr. 3) og brevveksling om retssager (OFL § 27, nr. 4).

I nogle
tilfælde skal myndighederne dog trække visse faktiske oplysninger og
oplysninger om eksterne og interne faglige vurderinger ud af et dokument og
give aktindsigt i disse oplysninger, selv om dokumentet er undtaget fra
aktindsigt (såkaldt ekstraheringspligtige oplysninger).

Det gælder dog ikke, hvis det vil indebære et
uforholdsmæssigt ressourceforbrug, hvis
de pågældende oplysninger fremgår af andre dokumenter, som udleveres i
forbindelse med aktindsigt, eller hvis
oplysningerne allerede er offentligt tilgængelige (OFL §§ 28-29).

Retten
til aktindsigten er også begrænset af de offentligt ansattes tavshedspligt
vedrørende enkeltpersoners private forhold (OFL § 30, nr. 1) eller visse
oplysninger om erhvervsmæssige forhold (OFL § 30, nr. 2). Derudover kan retten
til aktindsigt begrænses af hensyn til:

- Statens sikkerhed og rigets forsvar (OFL § 31)
- Udenrigspolitiske interesser mv. (OFL § 32)
- Forebyggelse, efterforskning, sigtede, vidner mv. (OFL § 33, nr. 1)
- Kontrol, regulerings- eller planlægningsvirksomhed (OFL § 33, nr. 2)
- Det offentliges økonomiske interesser (OFL § 33, nr. 3)
- Forskeres og kunstneres originale idéer (OFL § 33, nr. 4)
- Private eller offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse er påkrævet efter forholdets særlige karakter (OFL § 33, nr. 5)
- Tavshedspligt (OFL § 35)

*Skrevet af Justitsministeriet*

###

                                    Partsaktindsigt

Udover retten til aktindsigt
i medfør af offentlighedsloven har du som part i en sag i det offentlige også ret
til partsaktindsigt. Reglerne om partsaktindsigt følger af forvaltningsloven.

Gennem partsaktindsigt kan
du normalt få flere oplysninger om din sag, end andre vil kunne få efter den almindelige
ret til aktindsigt efter offentlighedsloven.

Som part kan du også bemyndige
en anden til at søge indsigt på dine vegne.

*Skrevet af Justitsministeriet*

###

                                    Søg aktindsigt

Alle har
ret til at søge om aktindsigt uanset statsborgerskab, bopæl og som udgangspunkt
også alder og mental tilstand. Der er heller ingen krav om, at du skal begrunde
din anmodning om aktindsigt, og du behøver ikke selv at være involveret i
sagen. Som part i sagen vil du dog ofte kunne få flere oplysninger.

Søger
børn under 15 år om aktindsigt, vil afgørelsen afhænge af, om barnet har den
fornødne modenhed til at forstå, hvad aktindsigt i de pågældende dokumenter
indebærer. Myndigheden vil normalt være afskåret fra at give et barn
aktindsigt, hvis forældremyndighedsindehaveren modsætter sig, at barnet bliver
gjort bekendt med sagens dokumenter.

*Skrevet af Justitsministeriet*

###

                                    Er du i tvivl om, hvor du skal henvende dig?

For at få
aktindsigt skal du henvende dig til den myndighed, der har den sag, du ønsker
aktindsigt i. Du kan henvende dig mundtligt eller skriftligt. Myndigheden afgør
så hurtigt som muligt, om din anmodning om aktindsigt kan imødekommes.

Myndigheden skal færdigbehandle din anmodning
om aktindsigt inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen, medmindre dette på grund
af fx sagens omfang eller kompleksitet undtagelsesvis ikke er muligt. Hvis
myndigheden ikke kan behandle din anmodning inden 7 arbejdsdage, skal
myndigheden give dig besked om årsagen til fristoverskridelsen og om, hvornår
anmodningen forventes færdigbehandlet.

Hvis en myndighed ikke har færdigbehandlet din
anmodning om aktindsigt inden 14 arbejdsdage efter modtagelsen, kan du klage
over sagsbehandlingstiden til den myndighed, der er øverste klageinstans i
forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den pågældende sag.

*Skrevet af Justitsministeriet*

###

                                    Hvis du vil klage over afslag på aktindsigt

Får du
afslag på din anmodning om aktindsigt, har du krav på at få en begrundelse for
afslaget og en klagevejledning.

Hvis du er utilfreds med et helt eller delvist
afslag på aktindsigt, kan du klage direkte til den myndighed, der er øverste
klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den sag, som
anmodningen om aktindsigt vedrører.

Du
skal sende din klage til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Denne
myndighed skal inden for 7 arbejdsdage beslutte, om afslaget skal fastholdes.
Hvis myndigheden fastholder afgørelsen, skal myndigheden sende din klage videre
til klageinstansen. Klageinstansen vil herefter som udgangspunkt skulle afgøre
din klagesag inden 20 arbejdsdage.

Er du
fortsat utilfreds med afgørelsen, når du har brugt de klagemuligheder, du er
blevet vejledt om, kan du klage til Folketingets Ombudsmand.

Du kan
også klage til Folketingets Ombudsmand over den behandling, du eller en sag har
fået af myndighederne – fx at myndigheden har været for længe om at
behandle sagen, eller at myndigheden har vejledt forkert.

- [Folketingets Ombudsmand](https://www.ombudsmanden.dk/ "Folketingets Ombudsmand")

*Skrevet af Justitsministeriet*
