Kommunaldirektør til Læsø Kommune

Det går rigtig godt på Læsø. Vi har været igennem endnu en rekordsommer, hvor folk er valfartet til vores perle i Kattegat – til fods, på cykel, i bil og med båd. De to lystbådehavne har nemlig også været fyldt til bristepunktet igennem de seneste måneder.

Færgen til Frederikshavn er presset – og det er positivt – men det er også et udtryk for, at der er brug for at udvikle den infrastruktur, der er en forudsætning for den videre positive udvikling her på øen. Færgeprisernes overgang til ”landevejsprincippet” har allerede nu vist sin betydning med sæsoner, der er forlænget markant, så sommer bliver til sent efterår, før turiststrømmene begynder at aftage.

Internettet er heldigvis ikke presset. Ikke fordi det ikke bruges, men fordi kapaciteten er en af landets allerbedste. Alle private boliger, sommerhuse såvel som virksomheder er på nettet i verdensklassehastighed.

Det er ikke en infrastruktur, der er kommet af sig selv. Der er arbejdet på sagerne, der netop er vurderet som så strategisk vigtige satsninger, at det skal lykkes. 

På Læsø ved vi nemlig godt, at det ikke er stilstand, der skal bringe os ind i fremtiden. Det er evnen til at sætte det lange lys på, samtidig med, at det hele tiden skal bevises, at en kommune med 1.800 indbyggere har sin berettigelse.

Der er en bagside af mønten – selvfølgelig er der det. Når omstændighederne omkring det at drive kommune er så markant anderledes end i gennemsnitskommunen, udfordrer det organisationens evne til at skabe en bæredygtig økonomisk udvikling. Medarbejdernes breddekompetencer bliver uundværlige, og vi har et stort behov for at finde samarbejdspartnere. Heldigvis har samarbejdspartnerne – og det gælder ikke mindst Frederikshavn Kommune – været aktive og hjælpsomme, når nogle opgaver viser sig vanskelige at drive med den volumen, Læsø har. Vi kan drive kommune nu – og vi vil også gerne kunne det i fremtiden. Og her kommer du ind i billedet. Kommunaldirektørstillingen på Læsø kan nemlig blive din.

Vi har haft stor glæde af vores nuværende kommunaldirektør, der efter en lang kommunal karriere fortsætter i en anden boldgade, og vi håber, at du har lyst til at tage handsken op. Vi er grundlæggende rigtig fleksibelt indstillede i.f.t., hvad du er rundet af. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er en fordel, hvis du har kommune-kendskab, et solidt økonomioverblik, ikke er for fin til at deltage i det daglige arbejde i en lille organisation og samtidig er let at kunne lide. Kan du sætte nogle flueben her, så læs endelig videre.

Stillingen som kommunaldirektør i Læsø Kommune er klassificeret på løntrin 52 og udgør med tillæg 820.000 kr. årligt. Dertil kommer pension. Der vil være mulighed for at forhandle om ansættelse på kontraktvilkår (tillæg på 20 %), hvorefter den samlede løn vil ligge på 990.000 kroner + pension. NB: Dette er anslåede beløb. Skal konfirmeres/gennemgås

Ansøgning:

Ansøgningen sendes via stillingsmodulet på www.lundgaard-konsulenterne.dk, så den er modtaget senest

den 11.september 2018 kl. 8.30.

 

Kommunaldirektør - job- og personprofil