
TILBUDSINDHENTNING
Er du og dit firma interesseret i at levere skolemad til Læsø Skole så læs om betingelser HER.
Frist for aflevering af tilbud D. 18.12.2022, kl. 12.00
Læsø Kommune har valgt at indhente tilbud fra forskellige Tilbudsgivere, som kan levere skolemad til elever på Læsø Skole. Tilbudsindhentningen bygger på etablering af en forsøgsperiode for levering af skolemad på Læsø Skole i 2023, 30/1-2023 til ca. 20/12-2023. Hensigten med forsøgsordningen er at etablere en permanent ordning for skolemad, såfremt ordningen viser sig at være velfungerende og økonomisk hensigtsmæssig.
Læsø Kommune ønsker at indgå en aftale med en leverandør på skolemad til Læsø Skole. Der er pr. 17. november 2022 115 elever på Læsø Skole.
Levering af skolemad skal forstås som levering af ét hovedmåltid pr. elev pr. skoledag. Mindst 4 af 5 måltider i ugen skal være varme. Af tilbud skal fremgå en enhedspris pr. måltid.
Det skal være muligt for skolens ansatte (op til 30 ansatte) ved månedlig tilmelding at indgå i madordningen.
Den fysiske levering af skolemad skal foregå på Læsø Skole på skoledagene ved skolens kantine klokken 11:00. Der kan ske ændringer i tidspunkt af hensyn til skoledagens tilrettelæggelse.
Den samlede årlige indkøbsmængde forventes at udgøre cirka 180 skoledage.
Aftaleperioden der skal afgives tilbud på er fra 30.01.2023 til 20.12.2023. Dette svarer til 180 skoledage i aftaleperioden. Der kan forekomme mindre ændringer i dette omfang.
Af tilbud skal fremgå beskrivelse af hvorledes tilbudsgiver vil tilbyde en leverance af skolemad, eksemplificeret over en periode på minimum to kalenderuger.
Der skal i levering indgå mulighed for at smøre et mere neutralt måltid med brød og pålæg for elever, som af årsager ikke kan spise standardmåltidet. Drikkevarer skal ikke indgå i tilbuddet.
Pris pr. måltid for elever og pris for måltid pr. ansatte (egenbetaling) skal fremgå.
Såfremt man vil tilbyde et ’rul’ af retter over en periode på et antal uger, skal dette gerne beskrives, inklusiv periodens længde samt menu oversigt på den beskrevne periode. Det vil blive vægtet positivt, hvis der kan beskrives en variation i udbud i madplanen.
Tilbudsgiver skal beskrive hvorledes man vil kunne levere halvfabrikata efter aftale med skolen, med det formål at elever kan inddrages i at anrette eller færdigtilberede måltider.
Læs om betingelser HER.