---
title: "Blåfinnet tun: forskning og formidling på Læsø"
date: "2026-08-24"
created: "2026-08-24"
---

[Hjem](https://www.laesoe.dk/)

                    [Kommunen](https://www.laesoe.dk/kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.laesoe.dk/kommunen/nyhedsarkiv)

                [Blåfinnet tun: forskning og formidling på Læsø](https://www.laesoe.dk/kommunen/nyhedsarkiv/blaafinnet-tun-forskning-og-formidling-paa-laesoe)

# Blåfinnet tun: forskning og formidling på Læsø

**Fra den 22. august til den 2. september 2026 er Læsø en del af DTU Aquas forskningsprojekt om blåfinnet tun. Projektet gennemføres af DTU Aqua i samarbejde med Tunforeningen af 2019 og er på Læsø forankret i Læsø Havcenter.**

Den blåfinnede tun er efter mange års fravær igen blevet mere almindelig i de danske farvande. DTU Aqua har siden 2017 arbejdet med at undersøge tunenes tilstedeværelse, adfærd og vandringer.

Som en del af forskningsprojektet fanges tunene af erfarne, frivillige Big Game-fiskere. De fangede tun undersøges og mærkes, og der udtages prøver. Nogle af tunene får desuden påsat sensorer, inden de genudsættes i live.

De indsamlede data skal blandt andet gøre forskerne klogere på tunenes vandringsruter, adfærd, oprindelse og fysiologiske tilstand. Viden fra projektet indgår desuden i det internationale arbejde med en bæredygtig forvaltning af den blåfinnede tun.

## Læsø Kommune bakker op om forskning og formidling

Læsø Kommune bakker op om **Læsø Havcenters arbejde med forskning og formidling med udgangspunkt i havet omkring Læsø**.

TUNmærkning sammen med DTU Aqua er et af de forskningsprojekter, der indgår i Læsø Havcenters arbejde. Kommunens opbakning i denne sammenhæng handler om at understøtte forskning, formidling og ny viden om havet og livet i vores farvande.

## Foredrag i Læsø Bio

Tirsdag den **25. august 2026 kl. 19.00** fortæller projektleder **Kim Aarestrup fra DTU Aqua** om den blåfinnede tun og forskernes arbejde med at kortlægge dens adfærd og vandringer.

Foredraget finder sted i **Læsø Bio**.

I perioden vil der desuden være formidling om tunprojektet i **Bødehuset på Østerby Havn**.

### Fakta om projektet

- Projektet har været gennemført siden 2017.
- På Læsø foregår aktiviteter i perioden **22. august til 2. september 2026**.
- Projektet gennemføres af **DTU Aqua i samarbejde med Tunforeningen af 2019**.
- På Læsø er projektet forankret i **Læsø Havcenter**.
- Tunene undersøges, mærkes og genudsættes i live.
- Formålet er blandt andet at få mere viden om tunenes **adfærd, vandringer og biologi**.

**Læs mere om DTU Aquas tunmærkning i 2026 på Fiskepleje.dk:**
https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=7096ae92-bfdb-4596-8dbf-83c8447fed9c
