Læsø kom ikke på tentativlisten for Verdenskulturarv – i denne omgang.

Kulturministeriets revision af den såkaldte tentativliste med forslag til danske input til Unescos verdensarvsliste har behandlet i alt 13 indsendte forslag.

Læsø Kommune havde indsendt et forslag om at Hele ø-samfundet Læsø blev optaget på listen med udgangspunkt i tre emner

1) Læsøs natur og meget specielle tilblivelse.

2) 500 års salt-historie og Danmarks ældste ’bondeindustri’, startet af cisterciensermunke, der også har sat

deres præg på byggeskikken og kulturlandskabet.

3) De helt specielle tangtage af ålegræs, der er affødt af saltsyderiernes rovdrift på Læsøs skove og efterfølgende udpining af jorden, så rughalmen måtte benyttes til dyrefoder.

 

Kulturministeren medgiver, at der er tale om et interessant forslag, der har potentiale til at blive arbejdet videre med, men skriver samtidig, at en ansøgning til Tentativlisten ikke (kun) bør slå på de tre områder, hvor Læsø er helt speciel i Danmark, og Nordeuropa. Man skal som det vigtigste se på, hvor Læsø er speciel i forhold til de masser af lignende øsamfund jorden over, hvor befolkningen har udnyttet de lokale ressourcer til deres erhvervsgrundlag og i byggeskikken.

En anden forudsætning er, at Læsø selv gennem bevarende lokalplaner og andet selv sikrer sin kulturarv.

Det er lidt skuffende, at Kulturministeren ikke er klar over, at f.eks. hver eneste restaurering af tanghusene er betinget af netop vedtagelsen af en bevarende lokalplan, hvis huset ikke i forvejen er fredet.

Læsø kommer altså ikke på listen i denne omgang – men en ny revision gennemføres om to år, så der er tid til at forberede en ny ansøgning.