---
title: "Læsøs befolkningstal stiger for tredje måned i træk"
date: "2026-10-26"
created: "2026-10-26"
---

[Hjem](https://www.laesoe.dk/)

                    [Kommunen](https://www.laesoe.dk/kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.laesoe.dk/kommunen/nyhedsarkiv)

                [Læsøs befolkningstal stiger for tredje måned i træk](https://www.laesoe.dk/kommunen/nyhedsarkiv/laesoes-befolkningstal-stiger-for-tredje-maaned-i-traek)

# Læsøs befolkningstal stiger for tredje måned i træk

**Læsø har fået 25 flere indbyggere siden udgangen af juni.** **De seneste befolkningstal viser, at folketallet steg med yderligere 9 personer i september, hvor fem gange så mange kom til øen, som der flyttede fra den.**

I september kom 15 personer til Læsø, mens blot 3 flyttede fra øen. Når månedens 3 dødsfald medregnes, steg befolkningstallet dermed med 9 personer.

Det er tredje måned i træk med fremgang.

Efter et fald i årets første seks måneder er udviklingen i tredje kvartal gået den modsatte vej:

- Juni: 1.661 indbyggere
- Juli: 1.668 indbyggere
- August: 1.677 indbyggere
- September: 1.686 indbyggere

Ved årets begyndelse havde Læsø 1.695 indbyggere. Trods fremgangen i de seneste tre måneder ligger befolkningstallet således fortsat 9 personer under niveauet ved årets start.

## Hvem flytter til Læsø?

Bag de samlede befolkningstal gemmer der sig også interessante oplysninger om alderen på dem, der flytter til og fra øen.

En særskilt opgørelse for perioden 1. januar til 26. oktober 2026 viser, at 22 personer i alderen 30–44 år er kommet til Læsø, mens 12 personer i samme aldersgruppe har forladt øen.

Det giver en positiv flyttebalance på 10 personer i denne aldersgruppe.

Også blandt børn i alderen 0–16 år er der registreret flere tilkomne end fraflyttede. Her er 14 kommet til Læsø, mens 11 har forladt øen.

Udviklingen i disse aldersgrupper er særlig interessant i forhold til Læsøs bosætningsarbejde, hvor tiltrækning og fastholdelse af mennesker i den erhvervsaktive alder og familier med børn er væsentlige fokusområder.

Tallene viser dog ikke, hvor mange af tilflytterne der er erhvervsaktive, eller hvor mange der er flyttet til øen som familier.

## En positiv udvikling – men hvad bringer resten af året?

De seneste måneders fremgang er positiv, men det er endnu for tidligt at konkludere, om udviklingen fortsætter.

Befolkningstallet er fortsat lidt lavere end ved årets begyndelse, og de kommende måneders opgørelser vil vise, om fremgangen i tredje kvartal bliver fastholdt.

Læsø Kommune opdaterer løbende befolkningsstatistikken på siden [Status for til- og fraflytning](https://www.laesoe.dk/borger/flyt-til-laesoe/status-for-til-og-fraflytning).
