
I de næste fire år vil 12 kulturregioner rulle 29 indsatsområder og utallige projekter ud til glæde for især børn og unge. Det sker gennem de såkaldte kulturaftaler, som indgås med kommunerne, og som kulturministeren har underskrevet.
Kulturminister Joy Mogensen siger i den forbindelse:
"Med de nye aftaler styrker staten og kommunerne sammen børn og unges aktive deltagelse i kulturlivet. Det er for mig den helt centrale nøgle til at udvikle fremtidens kulturliv. Samtidig er lokalt engagement og frihed til nytænkning hjørnesten i konceptet og nøglen til aftalernes succes. Jeg er glad for, at vi har lavet nogle aftaler, der rækker helt frem til 2024, så vi har nogle faste og stabile rammer for kulturregionernes arbejde."
Formanden for Kulturregion Nordjylland, KulturKanten, Mads Duedahl, der er Kulturrådmand i Ålborg udtaler:
”Jeg ser KulturKANten som en vigtig faktor for udviklingen af kulturområdet i Nordjylland. De muligheder, vi har i kommunerne for igangsætning af udviklingsprojekter styrkes betydeligt ved, at vi går sammen omkring en kulturaftale. I Nordjylland er det samtlige kommuner samt regionen, som deltager i samarbejdet, hvilket skaber store muligheder for gensidig inspiration. Kommunernes deltagelse i arbejdet med KulturKANten er samtidig en stor inspirationskilde for det daglige udviklingsarbejde i kommunerne.”
Baggrund for Kulturaftalerne:
Kulturaftaler er frivillige, fireårige aftaler, som kulturministeren kan indgå med en kommune eller en gruppe af samarbejdende kommuner. Kommunerne i en aftale udgør en kulturregion. I den kommende fireårige periode har 73 kommuner ønsket at indgå en aftale med kulturministeren. Det er 75 procent af alle kommuner. Fokus i kulturaftalerne er at koordinere en fælles indsats for udvikling af kunst- og kulturlivet, og i de kommende fire år vil initiativerne hovedsageligt være rettet mod børn og unge.
Statens bidrag til udviklingsinitiativerne er 20,1 mio. kr. årligt i 2021-24 fra ’Puljen til kultur i hele landet’, som kommer fra udlodningsmidlerne. Sammen med kulturregionernes samlede egenfinansiering på 27,8 mio. kr. i 2021 udgør de den økonomiske ramme for kulturaftalerne.