Et mangfoldigt fiskeri er afgørende for Nordjylland
Af Nordjysk Fiskerikommune Netværk, formand Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune, Søren Smalbro (V), borgmester i Hjørring Kommune, Niels Jørgen Pedersen (V), borgmester i Thisted Kommune, Tobias Birch Johansen (V), borgmester i Læsø Kommune, Mogens Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune og Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune
Lad os droppe diskussionerne om, hvorvidt den ene type fiskeri er bedre end den anden og i stedet fokusere på, hvordan vi kan udvikle dansk fiskeri. For Nordjylland har brug for et mangfoldigt fiskeri. Det kan man let glemme, når man som Søren Jacobsen og Kasper Roug (S) ikke har nogen tilknytning til Nordjylland. Det skinner desværre igennem i deres indlæg her i avisen, hvor skribenterne glemmer det kæmpestore bidrag det mangfoldigefiskeri leverer til vores landsdel (25.2).
Som borgmestre i kommuner, hvor fiskeriet har en særlig betydning, kan vi ikke understrege nok, at vi er optagede af, at vi hele tiden udvikler vores fiskeri sådan, at det hele tiden bliver mere bæredygtigt. Og sådan vores kommuner fortsat kan nyde godt af det store samfundsbidrag fiskeriet leverer.
Vi mener danskere kan være stolte af dansk fiskeri. Erhvervet leverer sunde og delikatefødevarer, som er efterspurgt over alt i verden. Vi snakker om et erhverv, der siden 1990 har reduceret CO2-udledningen med imponerende 62%. Og et fiskeri som er verdensmestre, når det handler om bæredygtighedscertificering. Endelig må vi ikke glemme, at fiskerierhvervet udgør grundlaget for 16.000 arbejdspladser, og ligger i toppen, når man ser på de største selskabsskatteydere i Nordjylland. Samlet set er fiskeriet vigtigt for Nordjylland. Og man må ikke glemme, at 90% af indtægterne i fiskeriet kommer fra fiskeri med trawl. Derfor skal der altså være plads til det også.
De to skribenter får det til at lyde som, at det er en banebrydende ide med trawlfri områder. Men virkeligheden er altså, at de danske fiskere kun trawler på 32% af det danske hav. Faktisk fanger de danske fiskere 75% af deres fangst på 10% af havet. Så i dag er der altså meget store områder i de danske farvande, som der ikke bliver trawlet på.
Derudover må man heller ikke glemme, at Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Naturfredningsforening sidste år foreslog at frede 10% af det danske hav fra alle aktiviteter. Så ideen om at beskytte havmiljøet bedre, er erhvervet med på, og det er viogså.
Vi mener, at der både skal være plads til fiskeri med garn og fiskeri med trawl i dansk fiskeri. Sådan står vi stærkest. For det er ikke enten-eller. Det er både og. Og vi vil meget gerne snakke med om, hvordan vi kan gøre begge dele endnu mere bæredygtigt, og fiskerierhvervet har allerede fremlagt bud på, hvordan det kan gøres.
Eksempelvis kan man i udspillet Danskernes Fiskere læse, hvordan erhvervet ønsker en hel ny model, der skal styrke det kystnære fiskeri ligesom fiskeriet ønsker, der investeres mere i grøn udvikling, der både kan mindske miljø- og klimaaftryk.
Vi opfordrer derfor til et bredt politisk samarbejde, der skal have til formål at fremme et bæredygtigt og mangfoldigt fiskeri sådan, at Nordjylland fortsat kan nyde godt af den vækst og de arbejdspladser, som fiskeriet bidrager med.
Med venlig hilsenBirgit S. HansenBorgmester
Pressemeddelelse fra de nordjyske borgmestre
Opdateret: 3 marts 2022
Seneste nyheder
- LAG inviterer til møde
- 18. maj 2022
- Vi har brug for din hjælp!
- 11. maj 2022
- Testcenteret lukker med udgangen af uge 19
- 10. maj 2022
- Læsø Kommune har landets mindste sygefravær
- 5. maj 2022
- Læsø kommune flager på halvt
- 4. maj 2022
- Nordea-fonden kan støtte dit næste projekt
- 26. april 2022