---
title: "Pressemeddelelse - uvildig undersøgelse af arbejdsmiljøet"
date: "2026-09-15"
created: "2026-09-15"
---

[Hjem](https://www.laesoe.dk/)

                    [Kommunen](https://www.laesoe.dk/kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.laesoe.dk/kommunen/nyhedsarkiv)

                [Pressemeddelelse - uvildig undersøgelse af arbejdsmiljøet](https://www.laesoe.dk/kommunen/nyhedsarkiv/pressemeddelelse-uvildig-undersoegelse-af-arbejdsmiljoeet)

# Pressemeddelelse - uvildig undersøgelse af arbejdsmiljøet

## Uvildig undersøgelse viser udfordringer med arbejdsmiljøet i Læsø Kommune

Læsø Kommune besluttede i februar måned, at der skulle iværksættes en uvildig undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i kommunen. Det skete på baggrund af en trivselsundersøgelse fra 2025 samt henvendelser fra medarbejdere fra flere af kommunens arbejdspladser.

Rapporten, som kommunernes fælles udviklingscenter Komponent står bag, offentliggøres tirsdag. Den peger på en række udfordringer, der bl.a. vedrører samarbejdet og kommunikationen mellem ledelsen og medarbejderne, som påvirker arbejdsmiljøet. Samtidig indeholder rapporten anbefalinger til Læsø Kommune som helhed og til udvalgte arbejdspladser, som er undersøgt nærmere.

”Det er vigtigt for mig, at vi har en god kommune med gode arbejdsvilkår, så vi kan give borgerne den bedst tænkelige service. Derfor har vi været forpligtet til at undersøge forholdene om kommunens arbejdsmiljø til bunds,” siger borgmester Niels Odgaard og fortsætter:

”Vi tager i kommunalbestyrelsen rapportens konklusioner dybt alvorligt. Der er en del bekymringspunkter, som kalder på handling fra vores side. Hvad der præcis skal gøres herfra, vil jeg nu drøfte med mine kollegaer i kommunalbestyrelsen.”

Rapporten indeholder en række anbefalinger, og man kan læse nærmere her:  [**Læsø Kommune afrapportering**](https://www.laesoe.dk/p/MOLIRIMEDIA/d685284d-0aa4-44a6-bf01-0cd3d65ada04 "Læsø Kommune afrapportering")
