Ifølge DMI er Læsø Danmarks solrigeste kommune. Selvom det er dejligt at være ude når solen skinner, er det vigtigt at være opmærksom på solens stråler. Solens UV-stråler er nemlig den primære årsag til at hudkræft opstår. Hudkræft er den hyppigste kræftform i Danmark og op til 90% af tilfældene af kræft i huden kan relateres til UV-stråling fra enten naturlige (solen) eller kunstige (solarier) kilder. Den bedste måde at forebygge udviklingen af hudkræft er ved at omgås solen fornuftigt. Med nedstående fire råd kan man undgå forbrændinger og på sigt nedsætte risikoen for at udvikle hudkræft. Rådene er opstillet i prioriteret rækkefølge:

  1. Søg skygge, særligt mellem kl. 12-15, når UV-indekset er 3 eller derover
  2. Brug solhat og løstsiddende tøj
  3. Brug solcreme
  4. Sluk solariet

Du kan læse mere om solbeskyttelse på hjemmesiden www.skrunedforsolen.dk

Se dagens UV-indeks

En nem måde at se dagens UV-Indeks og blive mindet om at beskytte sig mod solen er at hente app’en ”UV-Indeks” til din Apple eller Android smartphone. Med app’en kan du se dagens UV-Indeks og få en advarsel ved højt UV-Indeks. App’en er gratis og du kan hente den ved at søge på ”UV-Indeks” på din smartphones app-store eller ved at scanne QR-koden nederst her på siden.

Har du ikke en smartphone kan du se dagens UV-Indeks på Danmarks Meteorologiske Institut: http://www.dmi.dk/vejr/sundhedsvejr/uv-indeks/