Det er en stærk, alsidig og empatisk leder, der overtager ansvaret for Læsø Skole og SFO, når Karsten Sandau begynder som skoleleder den 1. marts 2024. Karsten kommer fra en lærerstilling i Lolland Kommune, med sig har Karsten en bred ledelsesmæssig erfaring, hvor han både har været leder på en lille landsbyskole, i specialområdet, en overbygningsskole og ledende skoleinspektør i Grønland.
Karsten er 47 år, uddannet lærer fra Skårup Seminarium og har en Master i Uddannelsesplanlægning og -vejledning. Karstens kompetencer er stærke hvad enten der skal laves skemaer, lægges budget, være dialog med undervisningsministeriet eller holdes forældremøder.
Ansættelsesudvalget oplevede Karsten som et venligt, anerkendende og roligt menneske, der med sin saglige tilgang til omverdenen bliver et aktiv for Læsø og en gevinst for Læsø Skole. Det var netop Karstens viden, ledelseserfaring og hans rolige tilgang, man i ansættelsesudvalget lagde vægt på, da man pegede på ham til stillingen som skoleleder på Læsø. Karsten rummer et godt teoretisk fundament og formår at omsætte teorien til en konkret hverdag. Evnen til at engagere, begejstre og anerkende medarbejdere og kollegaer samtidig med at være tydelig i sin personaleledelse er fundamental hos Karsten. Med Karsten får vi en skoleleder, der vil lave den bedste skole for alle vores børn ved at skabe de bedst mulige rammer for alles læring og trivsel.
Det er ikke ”kun” lederen Karsten, vi ansætter, for som han selv siger: ”Jeg er menneske, før jeg er alt andet.” Vi ansætter nemlig også mennesket Karsten. Mennesket Karsten, der tiltrækkes af det nære og meningsfulde i ”Det lille samfund.” Det ses bl.a. på børnebøgerne, han har udgivet, som beskriver livet i et mindre landsbysamfund med et barns øjne. Det er Karsten med en pladespiller som symbol på et opgør med ”zapper” mentaliteten, vi ansætter. Karsten, som bager surdejsbrød og koger saft af bær fra egen have til stor glæde for sin kone og deres tilsammen seks børn + 2 svigerbørn og et barnebarn.
Vi ansætter en mand med hjerne og hjerte i skøn forening!
Lotte Keller Christensen
Vicekommunaldirektør